Jeg hedder Holger Foskjær, jeg blev gift med min dejlige kone Ulla i 82. 
Ulla's storebror Karsten og jeg har kendt hinanden siden slutningen af 50'erne.

f. 31.01.1952


Jeg er uddannet sportshandler, men fandt hurtigt ud af at lønnen og butiksarbejdstiden ikke passede mig. 
Jeg aftjente min værnepligt som militærnægter som udstationeret hos Dansk Flygtningehjælp (1973-74), hvorefter jeg blev ansat (1974-1979) som altmuligmand.

I 1979 stiftede jeg bekendtskab med IT Branchen,  fik først job som EDB-operatør hos forlaget Gyldendal, det var her jeg kom i kontakt med SamData (IT-fagets fagforening med over 17.000 medlemmer, SamData er en tværgående landsforening under HK) denne forening skulle jeg senere blive fagligt engageret i.

Jeg har i mange år været bestyrelsesmedlem i HK/SamDatas landsforening (1990-2008), eksformand for brancheklubben SamData Hovedstaden (1996-2005), har derudover også været bestyrelsesmedlem i HK-Service Hovedstaden. Efter fusionen mellem HK-Service & HK-Industri til HK-Privat skabtes branchesektionen Transport og Turisme, denne branchesektion var jeg også bestyrelsesmedlem i i 4 år  - Transport & Turisme, hvad havde  jeg nu at gøre der, ja det er en længere historie, virksomheden jeg var ansat i blev placeret i den erhvervsgruppe der hedder "lotteri- og anden spilvirksomhed" derfor Transport og Turisme.

Tipstjenestens sportsforening: Jeg var i 1987 med til at stifte Tipstjenestens sportsforening, var formand for foreningen i 9 år. Jeg var også  webmaster på SuperOldboysholdets hjemmeside der holdt til på Danske Spil's intranet.  SuperOldboysholdet med formålet, dels det at hygge sig sammen, og dernæst at alt koster, så der kunne samles sammen til en ordentlig årlig afslutningsfest.
Tipstjenestens personaleforening: Udover mine sportslige interesser var jeg formand for Tipstjenestens personaleforening i mange år.
Min karriere i Danske Spil sluttede i 2008, ikke helt det jeg havde planlagt, men det går jo ikke altid som præsten spår i kirken.

Jeg har også altid aktivt interesseret mig for mine børns skole, Pilegårdsskolen i Tårnby, hvilket har medført at jeg som forælder, har siddet i skolens bestyrelse, skolens forældreforening, og derudover taget aktivt del i forskellige arrangementer, dette engagement er nu overstået, idet jeg ikke længere har børn på skolen. Bestyrelsesperioden sluttede pr. 1.4.2002.

Af mine mange andre store interesser kan nævnes, god mad med god rødvin, god gammel rockmusik (bl. a. Pink Floyd og Rolling Stones) og der skal helst spilles rigtigt højt, jeg nyder en rigtig god Maltwhisky, og når den står på øl - ja, så er Ceres mit absolut foretrukne mærke.
Ferierejser - så aller helst i bil, det gør en fri til at gøre som man har lyst til. Min interesse for god rødvin deler jeg med svoger Karsten.

Selv om de nævnes sidst, så står de faktisk øverst på hitlisten, nemlig min familie, den er ikke stor men den er der, min kone Ulla, mine 3 børn Rikke, Katrine og Kasper.
Jeg har ingen søskende, så min familie er egentlig mest familien på min kones side, men der er et par kusiner og en enkelt fætter, som jeg dyrker omgang med ind imellem ( øvrige fætre og kusiner, siger mig ikke en papskid, og skulle de tage dette fortrydeligt op er der deres problem - ikke mit ).

Da jeg tit og ofte kommer galt af sted med min måde at udtale/ eller udtrykke mig på, er jeg ofte i den situation, at jeg bliver skal forklare - hvad det egentlig er jeg mener - ret uheldigt. Er der noget der bringe mit pis  kog - så er det sgu når man bliver misforstået.
Alle ved jo hvad jeg mener ! 
At jeg kun ønsker det bedste for alle, tager alt og alle i forsvar - og alligevel tages jeg alt for tit det modsatte til indtægt.

Når det er så er sagt, så kan jeg kun drage følgende lidt filosofiske sammenligning, som jeg erindrer en klog engang har udtalt - nemlig:

"Jeg kender ingen opskrift på succes, men opskriften på fiasko er at tro, at man kan gøre alle tilpas."

Og tro mig - det er sgu så sandt som det står skrevet. 

 

 

Eller hvad med et besøg på

Min alternative hjemmesider er der hvor mit billedarkiv er placeret.

---> min alternative hjemmeside <---

Drømmeholdets hjemmeside.
Drengene og pigerne jeg mødes med et par gange om året.

Der er jo også

---> Drømmeholdets hjemmeside <---

   

 

Statistik er nu en underlig en - se her hvorfor